Min forklaring på tilværelsens dybeste mystik.
© Copyright B. Frank Andersen 130450
Skrevet cirka 1966 og rettet til igennem mange år.

..noget, der i sin tid hensatte mine venner og bekendte og tildels min familie i dyb mystifikation (stor forundring).. ..et begreb, som er ubegribeligt, men som jeg i 1967-68 brugte som “motto” eller slag-ord.. ..på trods af, at hverken jeg selv eller andre af naturlige grunde (det var jo ubegribeligt) forstod dette begreb..

Jeg skrev det på min lærreds-skuldertaske (som jeg brugte til min madpakke), og på min knallert, og på væggen i mit værelse, på lokummet på arbejde, overalt..

Som min far senere sagde: “Dengang var det LUHOP det hele!”..

Men hvad VAR “Luhop”?

Hvor havde jeg det vanvittige begreb fra?

Faktisk skyldtes det, at vi nogle år før i 1965 havde en vikar i skolen, der ville forhindre at vores klasse gik helt agurk, og derfor kastede dette spørgsmål ud til klassen;

“HVAD ER ET HUL?”

Senere tænkte jeg over det, mens jeg sad og prikkede med blyanten i mit viskelæder. Nogen timer var ret kedelige..

Det er almindeligt kendt, at folk snakker meget uden at vide, hvad de snakker om.

Man siger f.eks. at der er huller i visse folks viden, og det er jo mærkværdigt.. ..er viden måske en slags sammenhængende stof, der kan være huller i?

Man taler også om at tage hul på en ny opgave, hvilket er mindst ligeså sælsomt. Her bliver “at tage hul på” brugt som “at begynde på”, som om der kan være huller i tiden. Hvad var det nu jeg mente med det? Kan jeg have huller i hukommelsen?

Nå jo: Husk på, at et hul ikke består af ingenting, for der er luft i et lufthul og vand i et vandhul. Der er luft og snavs i et nøglehul, og det er heller ikke bare ingenting, det er fysisk stof. Man kunne også spørge, om et nøglehul er en tunnel, fordi det går hele vejen igennem døren, i modsætning til et hul i jorden, som kun er åbent i den ene ende foroven. Er det så et halvt hul? De fleste definitioner viser sig at være utilstrækkelige, når man tænker over dem. Man kan også have hul i hovedet på mere end een måde

Hvad det ikke er

er også interessant

Denne prik . er ikke et hul

men et punktum (og dog?)

Et punkt er ikke et hul

men alligevel kan en linie gå igennem det.

Så begyndte jeg at skrive en 8 sider lang gakket teori om huller og propper, hvorefter jeg morede mine klassekammerater ved at læse den op for nogen af dem.

Jeg fastslog, at LUHOP var noget, der hverken var prop eller hul.

I 1967 satte jeg andre ord ind i den begrebsmæssige formel, og sagde at LUHOP var noget, der hverken var aktion eller reaktion. Det var fordi, vi i fysiktimerne havde lært om NEWTON, der sagde: “Til enhver aktion svarer en reaktion”. Det var sådan en slags grundlov for alle fænomener i universet, fik vi at vide. Jeg syntes, der måtte være noget meget mere mystisk bag virkelighedens slør. Hvor kom dynamikken fra?

LUHOP blev min forklaring på tilværelsens dybeste mystik.

Det blev titlen på denne digtsamling, som jeg skrev i 1965-68, med tegninger og små essays og nogle surrealistiske noveller.

Verden er i ballance

mellem uligevægte

Mikro makro

yin og yan

Relationer

mellem

aktioner

og

reaktioner

er proportionale

eller

omvendt

proportionale

2005

DET HULLISTISKE VERDENSBILLEDE

1.

Hvad er et hul?

Der er mest tilsyneladende tomhed i verden.

Rummet mellem stjernerne er ufatteligt stort i forhold til dem, og planeterne består af atomer, der mest er tomrum mellem elektroner og kærnepartikler. Derfor er der ikke meget forskel på ting og ingen ting. Især når man betænker, at der ud fra tilsyneladende ingen-ting (ren energi) kan skabes stof (partikler) ude i verdensrummet.

Forsøg på definition:

Et hul er fysisk stof, eller en eller flere sammenhængende ingentinger, som

er omgivet mere eller mindre, af en generelt set nogenlunde ensartet materieart.

Dersom det drejer sig om flere huller, kan man altså udvide definitionen til:

En

eller flere

mængder af fysisk stof,

eller en eller flere grupper

af en eller flere ingentinger,

som er omgivet mere eller mindre,

af en generelt set nogenlunde ensartet materieart.

Og det er netop definitionen på verden, set gennem det hullistiske

verdensbilledes brilleglas.

For at anskueliggøre det hullistiske verdensbillede kan vi prøve at se det i dagligdagens lys. Lad os tage en ganske almindelig mand – som vi nu altså tillader os at opfatte som et hul. Vi lader ham stå på jorden. Han er et hul, fordi han svarer til ovenstående definition. Den vil vi siden bevise rigtigheden af! Han er i berøring med mere end een substans, han står nemlig på jorden, og er omgivet af luft. Det betyde bare, at han ved berøring med jorden, der jo også er omgivet af luft, kan opfattes som en udvidelse af Jordens hul i luften, sådan at de tilsammen udgør eet hul. Der står nemlig ingenting i definitionen om, at selve hullet skulle være af ensartet materiale. Men på en måde udgør han dog en selvstændig udvækst på kæmpehullet, som kan bevæge sig 4 dimensionalt hen over det: Op-og-ned, hen den ene vej, og hen den anden vej, tid.

Verden er mindst firdimensionel, og den fjerde dimension er tid.

IS HE JUST A WASTE OF SPACE?

Nu kommer vi til beviset på, hvorfor definitionen er rigtig.

Vi forestiller os et viskelæder.

Vi forestiller os et hul i dette viskelæder.

Vi forestiller os en prop i dette hul.

Vi forestiller os, at vi trykker proppen ned i hullet, så der fremkommer en fordybning. Denne fordybning er et hul: Den er omgivet mere eller mindre, af en generelt set nogenlunde ensartet materieart. Og den er også fyldt med luft. Hullet kan altså også opfattes som en søjle af luft, der er trykket ind i et viskelæder. Da menneskes krop også kan opfattes som en genstand, der er trængt ind i luften, kan man altså sammenligne de to situationer og se, at de er ens.

Konklusionen må da blive, at gentanden af luft i viskelæderet, og genstanden af menneske i luft, er huller.

Er dette rigtigt i to tilfældigt valgte tilfælde, må det være rigtigt i alle tilfælde.. ..i hvert fald statistisk set.

Det vil altså sige, at hulrum, nøglehuller, mennesker, ting, er et form for fyldigt ingenting, og at verden er et system af huller.

Proppens definition er: Materie, der udfylder et hul.

Når man så kikker lidt på definitionen af propper, må man indrømme, at en prop i virkeligheden er et hul, hvis den er lavet af et andet materiale end det, der omgiver den, men at en prop kun er prop, og altså ikke både hul og prop, når den er lavet af det samme materiale som det, der omgiver den.

Det vil altså sige, at alt stof i verden kan opfattes som en uhyre mængde propper, af hvilke nogen er både prop-og-hul, og andre, der består af nogenlunde samme ensartede materialer som deres omgivelser, som er udelukkende-prop.

Propper generelt har dobbelttydige egenskaber, mens visse propper er enkle, og simpelthen bare propper.

Nu har jeg anskueliggjort den hullistiske verdensopfattelses grundprincipper, og vil nu bygge videre på dem.

2.

Om at sprede og ødelægge huller..

..og om at flytte huller.

Huller er ikke noget bestandigt, men er underkastet de fire dimensioner som alt andet er det, og det er jo i grunden ikke så sært, eftersom huller næsten udgør alt, og resten er propper, som naturligvis følger naturens love, fordi de er en del af naturen, og den anden del er huller i huller i huller.

Derfor kan man altså ødelægge og sprede huller. At ødelægge et hul vil sige, at man bringer det udenfor definitionens grænser. Hvordan kan man gøre det? Man kan sørge for, at det ikke omgives af nogenlunde ensartede materialer, eller måske rettere, sørge for at omgive det med andet end ensartede materialer, hvorved man blot gør hullet større, men så må. der jo være en anden metode. Man kan fylde det..

Tænk igen på viskelæderet: Der var hul i, og tænk på, at vi satte en prop AF VISKELÆDER I, og derved ødelagde hullet, ja simpelthen bragte dets eksistens til ophør.

Så er der det med at sprede hullerne. Lad os tage det berømte hul i det berømte viskelæder:

Man må sætte en skillevæg ned i hullet, en skillevæg af viskelæder, og når man udnytter den mulighed, så deler man hullet og gør det mindre. For hvis man borer et nyt hul, så er det jo et NYT hul! Altså ikke det samme hul, der er blevet spredt.

Vand kan sprede sig over en bordflade. Når vi betragter det som et hul med flydende grænser, lærer vi at der er mange slags huller. Der er f.eks. både åbne og lukkede huller.

Et lukket rum er et lukket hul, men et åbent rum har forbindelser til andre rum, og kan derfor ses som et system af tunneler og løngange, især hvis man er en muldvarp eller en orm i et æble.

Eller en lort i en tarm. I alle tre tilfælde er der mere eller mindre åbent i begge ender af og til. Vi kan kalde dem ustabile dynamiske huller.

3.

Om hvordan man kommer fra det ene hul til det andet:

Lad os tage en mand, der kommer ind i et værelse, fra et andet værelse. Hvad er det i grunden, han gør? Hvis der ingen dør er, bevæger han sig blot i hullet, men hvis der er en dør, åbner han den, og i samme sekund sker der noget omvæltende:

Der er ikke længere to huller, der er kun eet!

Så går han igennem? Nej, han bevæger sig ligesom før i hullet, og efter bevægelsen, lukker han døren bag sig. Han skaber derved en ny omvæltning: En spaltning af hullet, til de to huller fra før. Deraf kan man altså slutte, at man simpelthen IKKE kan bevæge sig fra et lukket hul til et andet, men hvis man ønsker at ændre position, bliver nødt til at smelte de to huller sammen, og bag efter skille dem, hvis man ønsker at komme over i et andet hul. Så kunne man jo tænke sig et rum af vis størrelse med en dør af viskelæder, og så var billedet perfekt, og pudsigt nok kan man jo i det tilfælde tilsvarende siges at gå fra luftprop til luftprop, idet man sjovt nok derved laver et bevægeligt hul i propperne. Så hvis man befinder sig i en prop, er der altså et hul i den.

(Fordi ens egen krop udgør et hul i luften)

4.

Om anvendelige og uanvendelige huller:

Kan man i det hele taget tale om uanvendelige huller?

Lad os se på universet og finde et sted, der er fuldkommen tomt, og som er omgivet af tomhed. Kan det anvendes? Er det et hul?

Det svarer ikke til definitionen. Men hvis man kommer en prop ind i det, kan det anvendes. Man kan altid bruge en prop.

Hvad så med rummet mellem elementar-partiklerne? Det er heller ikke et normalt hul, fordi det er i direkte sammenhæng med det øvrige ingenting i det såkaldt tomme rum i universet. Partiklerne kan ikke siges at omslutte hinanden på en aflukkende måde.

Der er altså ingen uanvendelige huller.

Så kunne man måske spørge: Er universets ingenting så en prop, eftersom det ikke er et hul?

Lad os blot kaste et blik på definitionen af propper, og vi vil da se, at universets ingenting hverken er hul eller prop, så jeg vil opfinde et begreb: LUHOP, hvilket er betegnelsen på:

Noget

eller ingenting,

der hverken er prop eller hul.

Hvordan er jeg kommet frem til navnet på det begreb?

Jo, jeg stavede HUL bagfra og fik: LUH,

og det modsatte begreb PROP forfra og fik PROP, der minder om HOP.

Så satte jeg de to spejlvendte begreber sammen til LUHHOP, og syntes ikke der var nogen grund til, at der skulle være to H’er i.

Det er da meget indlysende og logisk, ikke?

5.

Om at udvide og indskrænke huller.

Man kan sandelig også udvide huller, ganske simpelt ved at fjerne noget af det omgivende, nogenlunde ensartede materiale. Og at indskrænke et hul er blot at udvide det omgivende materie ind mod hullet. Man kan altså heraf slutte, at hvis man udvider et eller anden hul et eller andet sted, må man også samtidig indskrænke et eller andet tilknyttet hul, et eller andet andet sted. Processerne, jeg her omtaler, finder dagligt sted, og du kan selv iagttage det hele, blot ved at indstille din hjerne til at tænke i de rette baner. Hvordan indstiller man sin hjerne til at tænke i hvad for nogle baner? Det kommer jeg heller ikke ind på senere.

6.

Om at bruge huller i den mest uhyggelige forskning, den om tid, rum, inerti, masse, og relativitet.

Ud fra det hullistiske verdensbillede kan man forklare mange ting. Blandt andet relativitetsteorien:

Man tager et hul, og kikker lidt på det, men for at kikke på det må man befinde sig i et andet hul, idet man ikke kan befinde sig i Luhop uden at være enten prop eller hul, eller begge dele, og fordi, at hvis man er i en prop, udgør man sådan set også et hul. Man kikker altså på et hul fra et andet hul, og spekulerer så på, hvor stort det hul, man ser på er. Det hul, man betragter, er en nøjagtig kopi af det, man befinder sig i.

Så vil man søge at se på det hul, man selv er i, og det andet, og drage sammenligning mellem de to huller. Man finder f.eks., at det, man betragter, er det mindste, men man ved stadig ikke, hvor stort det er, fordi man ikke ved, hvor stort det hul, man er i, er. Hvis man skal finde ud af, hvor stort DET er, ser man sig om efter et målebånd, men kan kun finde et, der er lavet af elastik, og så er det ikke nemt at måle, hvor mange gange det hul, man er i, er større eller mindre end det andet, hvis det overhovedet er nogen gange større. Det kunne jo være, at det kun var en halv eller en 22/7’endedel større, så man ved stadig ikke, hvor stort det er eller hvor store begge hullerne er i forhold til andre huller, som man ikke har fundet endnu..

Konklusion: Man kan aldrig kende den absolutte størrelse af det hul, man er i, eller af noget andet hul.

Det er hul i hovedet at tro, man kan finde ud af det.. ..og hermed introducerer jeg ideen om åndelige huller og propper.

Alt befinder sig i LUHOP, og lad os antage, at vi betragter to huller, som bevæger sig. Man finder snart ud af, man ikke kan afgøre, hvilket af dem, der bevæger sig, eller noget som helst. Og slet ikke, hvis der kun er eet hul. Alt, hvad vi kan konstatere, er om de bevæger sig i forhold til hinanden. Det er dermed relativt, og vi kan kun måle det med relative midler, hvilket vil sige, at vi kort sagt ikke kan måle det absolut.. Sikke meget, vi nu ved..

Så er der det om åndens rolle i dette her foretagende.

Det må og skal også kunne forklares med huller.

Lad os forsøgsvis forestille os en menneskelig ånd som et hul. Det virker jo særdeles sandsynligt. Man kan sige, at denne ånd er omgivet med nogenlunde ensartet materie ,ikke? Nemlig atomer. Et atom er jo ikke bare et atom, men består for det meste trods alt bare af noget ukendt, vi kalder energi. Altså er ånden et hul, og en menneskehjerne er en prop i kraniet. Så kan vi bygge videre på det:

Vi forestiller os to menneskeånder, og med vor viden om huller er vi klare over, at de ikke på nogen måde kan måles, undtagen i forhold til hinanden, og selv det mål er usikkert, fordi der er mange slags huller:

De udflydende, de spredte, dem, man kun kan måle og beregne med kvadrat- og kubikrødder, dem med fast materiale, og dem med luft eller ingenting (og hvad der nu ellers er..).

Lad os sige, at disse to åndelige nuller ønsker at kontakte hinanden. Det ene hul ønsker at skifte opholdssted, og komme over i en anden slags hul. Det betyder, at skal det realiseres, må disse huller nødvendigvis blive til eet, så ånden kan bytte plads med den anden ånd, og den spaltes igen. Man må altså åbne en dør. En åndelig dør. Man må fjerne den omgivende substans af energi, eller putte noget andet ned mellem hullerne, så de smelter sammen på samme måde, som manden er en del af “Moder jord”s hul (som vi slog fast i afsnit 1)..

Så er der inertien. Den er der ingen, der ved, hvad er. Man ved bare, at den er der. Her vil jeg prøve at forklare den ved hjælp af huller.

Inerti har den konsekvens, at ingen tilstand ØNSKER at forandres, og at den danner en modkraft for at forhindre det. Hensigtssætning. Læg mærke til det. Det kunne jo ligefrem lyde, som om inertien var en konservativ intelligens, men dertil er den dog sikkert lidt for konsekvent, eller er den?

Lad os tage et konkret eksempel:

En bold i en trækvogn. Denne vogn trækkes af en dreng. Det må jo så være en trækkerdreng. Han stopper. Vognen stopper, men bolden fortsætter, til den rammer den anden ende af trækvognen, eller falder ned på jorden. Det kaldes inerti, men hvorfor sker det? Vi vil starte med at se bolden som et hul, der er omgivet af luft. Den bevæger sig altså, bliver tilført energi fra drengen. Energi, som den ikke har brugt til noget.

Energi, som den altså stadig har i sig, og som ikke kommer ud, fordi der hele tiden bliver tilført så meget ny energi, at bevægelsen holdes i gang, og at ingen energi bliver tabt. Når så trækvognen standser, udløses energien, og den fortsætter boldens bevægelse i samme retning som før, og først når trækvognens forreste kant standser den, ophører bevægelsen. Bolden ville ellers rulle videre, fordi der ikke var noget til at hindre den i det.

Den er blevet sat i gang af energi, omsat til bevægelsesenergi, og fordi energien bevares i en genstand, der bevæger sig, og bliver der, indtil noget får den til at komme ud, simpelthen fordi den ikke kan andet, så længe tiden er neutral. Hvis tiden pludselig går hurtigere, tilfører den bevægelsesenergi til genstanden automatisk. Hvis tiden går langsommere, tappes der energi. Det har jo sådan set tilsyneladende ikke meget at gøre med huller, men det kommer an på, hvordan man opfatter tid. Kan man opfatte tid som et hul, en prop eller LUHOP? Lad os se, om det passer på definitionen. Er tiden NOGET, der er omgivet mere eller mindre med en generelt set nogenlunde ensartet materieart? Nej. Den er så hverken prop eller hul, dvs. så må den jo være LUHOP, som vi siger hverken er prop eller hul.

Et eller andet skal man jo sige, ellers ender alt i tavshed.

Eller hvis vi udvider definitionen en smule.. (..man må tit udvide og forbedre):

LUHOP

er både

både prop og hul

og

hverken prop eller hul.

Du synes måske, at det er den samme definition, bare med flere ord i..?

..men det er det ikke.

Men når vi udvider definitionen sådan, er tiden ikke Luhop, kun en del af Luhop.

Der gælder een grundlov i verden, nemlig:

Hvis alle betingelser er tilstede

for at noget KAN ske,

så VIL det ske..

Men det gælder ikke i LUHOP.

Her er det tilstrækkeligt, at der er muligheder tilstede, så sker det et eller andet sted på et hvilken som helst tidspunkt, og der er altid uendelige muligheder til stede.. ..eler mere upræcist udtrykt: Der er altid uendelige mængder af muligheder..

I LUHOP er årsag og virkning ikke nødvendigvis forbundet, faktisk gælder selve kausal-princippet ikke.

Bob Dylan synger i en sang to omkvæd-lignende sætninger, som jeg har sat sammen til denne dybsindighed:

There are no truth outside the gates of Eden,

it does’nt matter inside (the gates of Eden)..

..som for mig beskriver nogle egenskaber ved LUHOP. Edens porte skal ses som en metafor for den mentale indgang til Luhop, der sådan set er den ultimative sandhed. Derfor er alt udenfor kun delvise sandheder. Luhop er for mig en metafor for en super-åndelighed, der minder om Nirvana. Et Nirvana, hinsides årsag og virkning, og en ubegribelig vished hinsides ondt og godt, derfor er det timelige uvæsentligt set herfra.

7.

Om at leve i verden på en ny måde, se den på en ny måde, og eksperimentere med den på en ny måde.

Når man har mediteret tilstrækkeligt over det ovenstående, kan man anlægge et nyt syn på tilværelsen, og forklare dens hændelser derudfra. Man kan også give sig til at eksperimentere med modeller, tegninger, etc. viskelædre, f.eks.

GOD fornøjelse, jeg skynder mig hurtigst muligt til næste kapitel.

8.

Om at udvide og udbygge teorien.

Når man har gjort det, der står i kap. 7, skriver man sine erfaringer ned, og supplerer derved denne teori, fylder de åndelig huller, med åndelige propper, kunne man sige. Nå, det var såmænd det hele, der skulle stå i dette kapitel, og jeg kan ikke med min bedste vilje få det til at fylde mere, men når der står, hvad der skal stå, står der jo sådan set nok, det er mit standpunkt. VIDERE.

9.

Om at lave historier med teorien som grundlag, med en ny form for eksperimentel og nydimensional handling (om jeg så må sige)

Den nye teori burde have uanede muligheder liggende i sig, muligheder, der muliggør en helt ny form for fortælling, med en helt ny form for handling. Bortset fra, at det har eksisteret fra tidernes morgen.. ..det nye består i, at jeg har opdaget det, og kan derfor brygge historier sammen af en ny kaliber, med grundlag i den ovenstående teori. Udtrykket “nydimentional” betyder, at teorien ligesom, abstrakt udtrykt, har åbnet en ny dimension for forfatteren, som han kan lade sin fortælling foregå i, eller som kan supplere de andre traditioner, han ellers boltrer sig i. Her kommer et af forsøgene:

En ganske almindelig mand, i en ganske almindelig verden.

Han trykkede håndtaget ned. Det var sort. Han trykkede, og pludselige skete det, to huller forenedes til et, og han kunne frit bevæge sig ind i den anden halvdel af hullet. Så satte han proppen i ved at gøre nogle specielle bevægelser med det sorte håndtag. Øjeblikkelig var processen fuldendt! Han havde skiftet hul ved hjælp af den 4. dimension, og et smil lyste op på hans ansigt. Regelmæssigt frembragte han huller i sit indre, eller rettere, han udvidede og indskrænkede huller, der i forvejen var der, og lod samtidig en materieart skifte strømretning, og komme ud gennem næsen med ændret struktur.

Struktur, det er jo nok et lidt hårdt ord, men så blanding da. I hvert fald en svag omdannelse, som ikke desto mindre var livsnødvendig for ham. Nu kan vi godt tørre grinet af fjæset på ham, og lade handlingen gå videre:

Han havde altså lige udvidet et hul, og nu ødelagde han et ved at stikke fingeren i næsen. Han skabte det igen ved at trække den ud. Så bøjede han sig ned og udvidede sin egen tilstand af hul, med en stols rumfang. Han spredte et flydende hul ned i sit halshul, og det brændte langt ned. Han så på etiketten: 40% – helt godt, udfyldte hans hjerne et tankehul. En del af ham var i øvrigt noget, – eller måske rettere, ingenting, der hverken var prop eller hul eller en mellemting. LUHOP, altså. (bare som en supplerende oplysning for den interesserede). Han udvidede et firkantet, meget tyndt hul med blæk, idet han lod det fylde med symboler på papir, det var et spirituelt åndehul!

Så stoppede han et hvidt, cylindrisk hul i munden, og gjorde det varmt

med en tændstik, hvorefter han inhalerede. Dovent strakte han hånden ud og aktiverede et apparat, der satte signaler i form af bølgebevægelser i den omgivende materie i gang. Han sad så og lod en åndelig tilfredsstillelse i form af en følelsesprop udfylde et tankehul.

Han stirrede ud på en rund, gul energigiver oppe på himlen uden for vinduet, der sendte fotoner af sted gennem atmosfæren og de store, materiehuller nedenunder, og han kikkede på de bevægelige energi-absorbere, der udnyttede bevægelsesenergien nede på gaden. E grimasse fortrak hans ansigt.. ..han var bagud med afbetalingen. Hans disponible rum, hullet, blev pludselig smeltet sammen med et andet hul, og han løftede hovedet og opfangede ved hjælp af øjets nerver de fotoner, der dannede et billede af hans kone i døren på hans nethinde. Han grimasserede igen, for nu opfattede hans ører en bevægelse i materien udenfor, der var et signal til hans hukommelses-og hormoncentre, om at han skulle ind og spise. Han afbrød kontakten med det andet hul, som han havde sat på og udvidet sig med, rejste sig og skiftede rum ved hjælp af den 4. dimension.

En ualmindelig mand i en ualmindelig verden.

Han levede i en verden af viskelæder, hvilket jo ikke var særlig usædvanligt, det usædvanlige var, at hans komplicerede rækker af forskellige og ens kemiske reaktioner i alle dimensionerne, kunne holdes i gang i en verden af viskeæder, men hvis man vidste, at det var noget med 5. eller 6. dimension og en evne til at fordøje gummi, så var man klar over, hvorfor han levede der. For nu at sige det med almindelige ord, så levede dette menneskehul på dette hul af viskelæder i universet, simpelthen fordi han og planethullet var rene og skære fantasifostre, skabt i et tankehul af en relativt bindegal person. Fakta var altså, at denne mand uden navn levede på en planet, der var oval, fremstillet i en sæbefabrik af viskelæder. Det med sæbefabrikken er bare for sjov, det passer selvfølgelig ikke. Planets beskrivelse kunne godt gøres lang, så det gør jeg altså: Dens overflade var glat som en almindelig viskelæder-overflade, men ikke ensfarvet, og den lugtede også forskelligt forskellige steder, alt efter hvilken slags viskelæder, den nu var lavet af her og der. Overalt var der små cirkler i den. Disse små cirkler ville ved nærmere eftersyn vise sig at være enten huller eller propper, eller omvendte huller. Det vil altså sige, at disse cirkler i gammeldags forstand var enten cirkler, søjler, eller nulformede nuller. Alt sammen af viskelæder.

Den ualmindelige mand tænkte ualmindelige tanker, gående ud fra eet mangel på system: At gøre alt så anti-logisk som overhovedet muligt, ikke at tænke i andre baner end den: Ikke at tænke i nogen baner! Han stod i øjeblikket og lod sig stå på begge ben og så ud over landskabet, mens han lod to soles gyldne lys aftegne en gylden streg langs kantens af hans legemes silhuet mod dem. En tanke kom som et lyntog fra den ene ende af hjernen, rasede under stor larm tværs gennem hans lammede sjæl, og forsvandt så med fuld fart ud til den anden side af hjernen, hvor den standsede, og udløste et refleks hos ham.:

Han gav sig til at stå på et ben.

Der blev han stående lidt.

Nu afbrød han, og så gik han hen og hentede et stykke cylindrisk viskelæder, som han puttede ind mellem tæerne, gjorde det bagefter til hul ved at smide det op i luften, greb det, og stak det ned i et hul, så det blev prop. Så skar han tænder og lod nogle strubelyde få luftens molekyler til at vibrere. Han hoppede op i luften og var sig selv, og da han kom ned igen, var han stadig sig selv, og ikke spor ked af det. Han tog en kniv og skar et langt tyndt, slynget hul i viskelæderet, det dannede karakteren 6.

Som et ekko, gryntede han, og byggede et 6-tal af viskelæderpropper.. Han så lidt på de to sekstaller, og hoppede så væk, henover tre huller, og stillede sig op på en viskelæder-søjle, og spyttede ned på tallene, grinede så, og hoppede ned i et hul, der fjedrede som en tampurin, så han kom op og grinende, og faldt ned i et andet hul, der fjedrede igen, så han igen røg op i luften, og ned i et tredje viskelæderhul.

Til sidst jumlede han op på den varme viskelæderoverflade, og gav sig til at tude, men så bed han i viskelæderet, skar i det, men det var alt sammen kun propper eller huller, intet andet. Han stønnede, grinede, og skalperede sig.

Så kravlede han på alle fire hen til kanten af en hul, så ned, hoppede ned, og da han nåede bunden, stod han på hænder og sagde: ØF, ØF!

PÅ den måde gjorde han LUHOP ære.

12.

Da du nu, ærede, kære, smukke, dejlige og pragtfulde læser, har stiftet indgående bekendtskab med det hullistiske verdensbillede, og har læst to fortællinger, der har udnyttet dette verdensbillede, har du, medmindre du er lidt af en sinke, fået et klart og fast billede af verden, set med hullistiske øjne. Nu kommer det sted i min “Afhandling”, hvor jeg vil opfordre dig på det kraftigste til at udbrede og dyrke det hullistiske verdensbillede i hele verden, også på Antarktis.. ..hvis du ikke har noget vigtigere at tage dig til.

Start en ny religion. Præsterne skal kaldes

LUHOPULLAHER,

og diciplene skal kaldes FOTONIER.

Gak ud og mangfoldiggøre eder!

Til slut på hele historien her vil jeg tillade mig at lave nogle helt modernistiske digte med teorien som grundlag. Hvis du allerede på nuværende tidspunkt har fået nok af huller, og har fået en prop ved at læse historierne, så vil jeg ikke give et hul for dig, dersom du giver dig i lag med VERS OM HULLER. Men hvis du stadig har en rest af interesse tilbage, vil jeg “ærbødigt” “i henhold til” mine ønsker, bede dig læse “versene” med fordomsfrit sind:

Vers om huller:

Nul

hul,

nul

verden…

Ingenting,

Alting..

Huller,

alt sammen..

Hele vejen rundt

et hullebundt

af huller..

Ingen

Al

betydning…

RYTMER.

HAMRENDE,

FLÅENDE,

over afstande,

over afgrunde,

af huller..

RYTMER,

HAMRENDE,

FLÅENDE,

gennem kloder,

universer,

af huller…

DEJLIGT!

Musik fra huller..

Musik slår huller

i

tankepropper,

stopper.

Musik fra huller..

Musik slår huller

i

tankepropper,

stopper.

VIBRERENDE

FLYDENDE..

alt

i

alt:

HULLER – VERDENER

Der

var jo

engang en

mand,

i

et

sært

land,

skabt

af

viskelæder.

Han

tænkte

sære tanker

der

ikke blev

tænkt om

af os,

desværre?

Kan Du li’ huller?

Kan Du li’ nuller’?

Er Du et nul?

Eller et hul?

Selvfølgelig

er Du

et hul,

men et nul?

Måske…

Verden er et hul,

sådan opfatter jeg den.

Jeg er et nul,

Sådan opfatter jeg mig.

Sådan er det…

Sådan er det godt…

Et hovede.

En intelligens

En sjæl…

SLÅET IHJEL

Af fyldig tomhed.

Huller

fyldt med

materier..

– BETÆNDT!

Et hul

i

et gulv:

AV!

Hvad er et hul?

Hvad er en prop?

Et hul er ikke et hul,

en prop er ikke en prop,

Det er begreber,

ideer om virkeligheden,

formuleret som ord.

Læs: “Hullet i nullet” af M. K. Joseph, 1967, SV Science-fiction

SV Press A/S efter “The hole in the zero”

Auckland universitet

Tænkt læser-kommentar:

MJA hm mjaah… .mm Deeeeet kaaa joværegodtnokengangimellemmenikke-fortit,ikkealtidkanmaniæsetingsomdennesammingaf æh øh mja hvadmannuskal-kaldedet mmmmMMMMnnnnm ja.

Men.. ..jeg kan jo dertil sige, at æhmmmmmmmmulmmmmmm man kan jo altid.. ..haha meeeen ja, hvis jeg nu skal udtrykke mig helt æmmmmmmm klart øh…

Så var detmåskepåsinplads at øh.. …nåja.. ..begynde med æhhm, idet vi tager hensyn til mmMMmm de om jeg så må sige.. ..ja, denne æmmui.. ..øhø.. ..tekst, hahaha, såehhh.. …vi kan jo foreksempelbegyndemedattageeteksempelfradagligdager om jeg så må sige…

vi kan jo tage øh.. ..mens vi snakker kultur, altså.. æh…noget, der har beskedne relationer til æh.. ..ja, man skal jo være lidt forsigtig med sine udtalelser, så man ikke kommer til at såre nogen, eller får ørerne i maskinen.. ..jaæh.. ..nej vi må hellere se det fra en lidt anden vinkel, ikkesandt?

man bør jo altid forny sig.. ..ja, altså, selvfølgelig indenfor de givne traditionelle rammer..

..jaja, det er klart, men jeg mener æh.. ..nå ja, det kan jo selvfølgelig diskuteres fra mand til mand, fra kvinde til kvinde, ikke? MMMnnn jaaa og for den sags skyld også fra kvinde til mand, eller hvis vi æh.. ..ser det fra en anden synsvinkel uh.. ..fra mand til kvinde.. ..meeen, jeg stiler mig skam heller ikke helt udenforstående overfor fænomenet, der jo er af ret nyt dato, trods det, at man faktisk kan spore det tilbage til de ældst kendte tanker udtrykt skriftligt på et hvilketsomhelst forhåndenværende sprog i den daværende periode, tidsalderen den opstod fra ..

Iøvrigt kan jeg tilføje.. ..nej, det kan såmænd være ligemeget, da Du jo nu har hørt essensen af min stillingtagen til problemet, Du forelagde i den førnævnte tekst

Der kan godt tilføjes noget mere sådan lidt i samme stil..

Ingenting betyder noget

Hvis der er “ingenting”

i stedet for dit

ene øre,

har du mistet

det halve af,

hvad du kan høre.

Hvis der er “nul”,

kan du falde i et hul,

så ingenting er alligevel noget,

selvom det lyder fjoget.

Den absolutte intethed

er noget som vi ikke ved.

(Provokerende begrebsforvirring)

Et

genialt idiotiskt

digt

2005

Kan et hul være lukket?

Røvhul.

Eller åbent?

Bundløs spand.

Kan der være hul i vand?
Strømhvirvel i vask.

Kan en prop lave hul?
Smørhul.

Kan et hul være fyldt?
Grisetarm.

Kan et hul være lukket?

Pølse.

Matematisk filosofisk opgave om “ikke-tal”

Jeg har lært, at man ikke må gange med nul, og at 0*x = 0

Men

lad os experimentere med den tanke, at nul jo også har en funktion som pladsholder i decimalsystemet.

10 er 1 ti gange

Hvad nu

hvis vi siger at man godt må gange nulplads1 med noget?

og at nulplads1 gange noget(hvad for noget?) = ikke-tal er lig med 10 gange mindre end nulplads2 gange det samme_(det samme hvad?) = 100 ikke-tal ?

Hvad kan det så evt. bruges til at udregne?

Altså:

1nulplads1 =10 ikke-tal

1nulplads2 =100 ikke-tal

1nulplads3 =1000 ikke-tal

og 1 nulplads1 = 10 ikke-tal

1 nulplads2 = 100 ikke-tal

1 nulplads3 = 1000 ikke-tal

og nulplads1*x = 1nulpladsx

og nulplads2*x = 2nulpladsx

og nulplads3*y = 3nulpladsy

og hvis vi så skriver “nulplads” som “€”

så står der:

€1*x = 1€x

€2*x = 2€ x

€3*y = 3 €y

så skal man altså huske, at 1€x er forskellig fra 10x

og at 1€  er pladsen uden tallet!

Kan det bruges i ligninger til beregning af virtuelle partikel-impulser?

Kan det forstås som en slags usynligheds-regning?

Eller er det bare en anden måde at skrive minus10x på?

Kan det bruges til at beskrive “eksotisk stof”?

Evt. i forbindelse med “den kosmologiske konstant”?

Semantisk snotforvirring:

Jeg har hermed opfundet “ikke-tallene”!

Den kanonisk korrekte betegnelse ifølge mig er at:

€1 = ikke-ti-mere (ikke-mere-ti)

€2 = ikke-hundrede-mere (ikke-mere-hundrede)

osv.

dvs.

Medfører at måske:

€1 Har engang været ti, men er det ikke mere.

€2 Har engang været hundrede, men eksisterer ikke mere.

ELLER:

€1 kunne have været ti, men er det ikke.

€2 kunne have været 100, men er det ikke.

Er du med?

Eller er du  €1 ikke med?

Eller er du €2 ikke med?

2€€7

Min dansklærer hr Graversen underviste i grammatik (1964) og sagde i den forbindelse at man kunne sige stejl, stejlere – men ikke stejlest..
Fordi det stejleste var LODRET.
Det fik mig til at danne sætningen:
“Stejlere end lodret”
Som jeg har brugt i et digt i bogen AFKLARING 1968:

Mere end alt

Vi har været

alle steder

vi har set

alle ting.

Alt er sket

på nul tid

Ja, vi

tog hele turen

Vi steg

stejlere end lodret

stejlere end lodret

Vi så

udimensioner

utider

ubevægelser

vi så

både:

hverken aktion

eller reaktion

og

både aktion

og reaktion

Vi så

hvordan vi

ku ha levet

vi så

hvad vi ku

ha oplevet

vi så

hvordan vi

ku ha været

Men hvorfor

har vi dog

glemt

det alt sammen

HVA?

Hvorforharviglemtdetaltsammen

HVA?

Hvorforharviglemtdetaltsammen

HVA?HVORFORHARVIGLEMTDETALTSAMMEN

HVA?

Jeg lavede en melodi til det.

Det var et halvt års tid før jeg mødte Bodil.

En meget sen aften i 1969 på vej hjem fra en fest i Holme, gik jeg og og talte med Bodil om LUHOP og bagsiden af virkeligheden og forklarede at jeg forventede at efter døden ville det blive
Skønnere end skønnest

BEYOND FAR OUT

Længere ude end længst ude.
Helt forbi og bag om virkelighedens yderste grænser
Helt omme på bagsiden.
Bagsiden af virkeligheden.
Det var et udtryk jeg havde fundet på som følge af læsning af Science fiction.
Jeg tror det var en novelle som hed “Udenfor rummet” i en bog med 4 noveller, bl.a. “Dyret fra intetsteds” som inspirerede.
(Planet magasinet copyright 1958 nyt dansk forlagkøbenhavn K og street & Smidth Publ. New York)
Hun blev arrig og snerrede at jeg vrøvlede.
I øvrigt var hun forarget over at nogle festdeltagere havde smadret noget inventar – men det var ikke det værste syntes hun; det værste var at værtinden havde sagt at det gjorde ikke noget, for det var jo bare døde ting.
Bodil kom fra små kår og mente at disse møbler ikke bare var døde ting, men skabt af hænders arbejde – af levende mennesker, og rummede iboende fortid og minder. Man burde respektere det arbejdende folks frembringelser. De var lavet af træ, der engang havde været levende og groet i en skov. Man burde respektere skoven.
Den der brug-og-smid-væk-mentalitet tiltalte hende ikke.
Hun var i det hele taget meget fornuftig.